Piercingens historie - Fra oldtiden og til idag

Piercinger i oldtiden
Piercinger i Det Arktiske område
Piercinger i oldtiden
Piercinger i Europa
Piercinger i Afrika
Piercinger i Sydøstasien/Australien
Piercinger i Indien
Piercinger i Stillehavsområdet
Piercinger i Syd - og Mellem – Amerika

Piercing betyder gennemboring af huden. Hullet går gennem huden således at man kan sætte et smykke i. Piercinger findes i et utal af afskygninger, f.eks. øreringe, navlepiercing, næsepiercing osv.

Smykkerne man bruger til piercingen varierer også meget fra samfund til samfund. I den vestlige kultur bruges oftest materialer som f.eks. kirurgisk stål og titanium, hvorimod man andre steder bruger knogler, træspyd og insektdele i hullerne.

Piercingen har en lang historie, længe før vi opfandt oliefarver og lærreder udtrykte mennesket sig ved at udsmykke deres krop. Der er beviser på, at oldtidens egyptiske prinsesser, aztekiske præster, romerske soldater og forhistoriske mennesker udsmykkede sig ved at blive piercede.

I dag er det helt almindeligt i vores del af verdenen at blive piercet, mange kendte modeller, rockstjerner og filmstjerner har i dag en piercing. Men hvorfor gør man det?

Der kan være mange grunde til at man bliver piercet, i nogle samfund signalere det status og rigdom i andre samfund er det mere udtryk for et oprør mod det etablerede, hvad enten det er ens forældre, chef eller venner. For andre er grunden stimulation, f.eks. intimpiercinger som for manges vedkommende har en stimulerende effekt for ens partner, eller en selv.

Den vigtigste grund må dog være at det ser flot ud. I de fleste kulturer i verden opfatter man smykker i piercinger som smukke. Men grænsen for hvad Man syntes er smukt, er forskelligt fra samfund til samfund. I Danmark betragtes piercing i øret, som noget helt naturligt for især kvinder. Det er bredt accepteret og noget alle kvinder har. Men piercinger som f.eks. en septumpiercing betragtes som afvigende fra det normale. På samme måde er der andre grænser i andre samfund. Men fælles for de fleste samfund er at grænsen for det normale hele tiden flytter sig i takt med udviklingen i samfundet.

Piercinger i oldtiden

Man kender ikke det nøjagtige tidspunkt for hvornår den første piercing blev lavet, men det er helt sikkert mange tusinde år siden. I 1991 fandt man i alperne en 5000 år gammel mumie med piercede ører. Amazon kvinderne som levede omkring 3000 f.kr., siges at have piercede ører og næse. En 5.500 år gammel iransk statue har ørerne piercet flere steder. Så der er ingen tvivl om at man har kendt til piercinger i mange tusinde år.

I nogle samfund var selve ritualet omkring piercingen det vigtigste. Hos Inkaerne var det et tegn på mod blandt soldaterne at man piercede sine læber og tunge med torne og fiskeben.

Nogle piercinger var tegn på høj status. I Egypten var det f.eks. kun præster og medlemmer af kongefamilien der kunne få en piercing i navlen.

Man mener at nogle af de meget gamle piercinger var magiske, og skulle beskytte kropsåbninger mod onde ånder.

Piercingen har som sagt været udbredt i mange tusinde år, men har stadigvæk været forskellig fra samfund til samfund. Her er et kort resume af hvad piercinger betyder for de forskellige samfund.

Piercinger i Det Arktiske område

Polarfolket lavede deres piercingsmykker af dyreknogler, fordi det var så svært at skaffe træ og metal på de kanter hvor de levede.

For tlingitfolket i Alaska symboliserede piercinger rigdom og velstand. Hvis en tlingitmand ville imponere sine naboer, holdt han fest, der hed potlatch, for at vise, hvor rig han var. Under en potlatch fik den lokale ørepiercer mange penge for at pierce ørerne på gæsternes børn og børnebørn. Så jo flere fester, jo flere piercinger havde børnene i ørerne. Disse piercinger blev siddende og symboliserede velstand hvor end de kom i deres voksenliv. Også næsepiercinger var et statussymbol, men mange af disse traditioner er i dag uddøde.

I Nordcanada og Grønland fandtes Inuitterne. Blandt dem var piercinger i læbe og kinder et overgangsritual. Staven i læbepiercingen var et tegn på, at man var blevet voksen. Det var også meget normalt at man udvidede disse piercinger. Inuitkvinderne havde som regel en enkelt piercing under underlæben, mens mændene havde 2 piercinger – i overlæben eller på siden af hovedet. Piercingerne skulle til dels beskytte mod at onde ånder trængte igennem munden, men de havde også et andet formål. Når mændene skulle på jagt, satte de lange pinde gennem piercingerne i kinderne for at efterligne hvalrossens knurhår. De troede at det gav dem større chance for at fange en hvalros.

Piercinger i Europa

I Europa var der, på grund af kristendommen, forbud mod piercinger i mange år. I biblen er der forbud mod piercinger, og det brugte kristne ledere til at forbyde det, bl.a. Med den begrundelse at det var opfattet som en gammel hedensk skik at pierce og tatovere sig.

Fra begyndelsen af middelalderen og årene fremover begyndte europærerne at udforske verdenen, og tog fra deres rejser mange skikke med hjem, f.eks. piercinger. De mødte bl.a. Aztekerne som piercede deres læber og ører med guldsmykker, og denne form for kropsudsmykning blev langsom videreført til Europa. Især sømænd var fremme i skoene og kom hjem med både tatoveringer og piercede ører.

I det 16. Århundrede var piercinger ørerne og andre steder på kroppen meget moderne, selv i de højere kredse. Men som årerne gik forsvandt denne tradition, og det eneste der herefter var moderne var ørepiercinger.

I 1960`erne opstod interessen for piercinger igen, især blandt unge mennesker som rejste til fjerne lande og tog piercing kulturen med sig hjem.

I 1970`erne opstod den oprørske punkbevægelse, som brugte piercinger til at gøre oprør mod det etablerede samfund. De havde mange piercinger, f.eks. i næse, kinder og øjenbryn, og hovedbudskabet var som regel at chokere. Det var dog ikke noget som vandt indryk i det etablerede samfund.

I starten af 1990`erne blev der fokus på piercinger, især efter supermodeller begyndte at bære navlepiercinger på catwalken. Navlepiercinger blev herefter med et utroligt populært, i mange år også blandt mænd. Det var f.eks. meget moderne at få vielsesringe i navlen, som i sin enkelhed bestod i at manden og damen fik lavet en navlepiercing med ring sammen for at symbolisere deres kærlighed. I de større byer begyndte de første professionelle piercingstudier at skyde op, og flere piercinger blev ”genopfundet” f.eks. tungepiercingen.

I dag har de fleste provins byer et eller flere piercingstudier og piercing er populært som aldrig før, og noget tyder på at det denne gang er kommet for at blive.

I dag har grænserne flyttet sig for hvad der skal til for at skille sig ud for mængden. Det er i dag helt almindeligt at have piercinger, og det er ikke kun dem i ørerne. Så i stedet for almindelige piercinger har man i dag flyttet grænserne så det i dag er muligt at få lavet alt mellem himmel og jord. f.eks. suspension, branding, scarring, få lavet implantater under huden og listen bliver med sikkerhed større og større. Der er samtidig kommet mere fokus på sikkerhed og lovgivning til piercere og smykker der bruges. Men i Danmark mangler man stadigvæk en decideret lovgivning på området, et problem som mange etablerede piercere prøver at løse ved at få indført lovgivning om mindste krav til piercingstudier.

Piercinger i Afrika

Piercing har spillet en meget betydelig rolle i det Afrikanske samfund igennem tusinde af år. I dag er piercingen ikke så udbredt som før hen, men spiller stadig en stor rolle for mange stammer.

Afrikanerne mente at piercing adskilte dem fra andre dyr, og dermed gjorde dem civiliseret. Læbepiercingen er især udbredt i det Afrikanske samfund, dog ikke på samme måde som vi kender dem i dag med madonna piercing osv. Mange af os kan nikke genkende til piger med store tallerkenformede flader i læben. Hos surmafolket i Etiopien begynder unge piger at gøre piercingen i underlæben større, inden de bliver gift. De sætter større og større skiver i læben, så hullet efterhånden bliver udvidet. Efter et halvt år er hullet oftest ligeså stort som en CD. Kvinder med sådanne udsmykninger bærer dem altid når de færdes offentligt. Skiven tages kun ud når de skal spise eller sove, og skiven er derfor en fast del af dem. Når kvinden skal giftes bestemmes hendes skønhed ud fra hvor stor hendes læbepiercing er, som så igen bestemmer hvor meget manden skal betale for at kunne blive gift med hende.

Kichepofolket i Sudan har en lignende tradition, men den er langsomt ved at uddø. I stedet har de fleste i dag en lille læbepiercing som symboliserer deres tilhørsforhold.

Men det var/er ikke kun læberne der bliver piercet. Kirdifolket i Cameroon har metalspyd siddende i den del af øret som vi kender som en helix piercing. Også Masaierne har flere piercinger i øret. Ved specielle lejligheder bærer de flotte perlekæder i stedet for smykker i ørerne. Rige Fulanikvinder bærer enorme guldøreringe for at vise hvor rige de er. Ringene er meget tung, så for at forhindre, at øreflipperne bliver strakt for meget, binder de nogle gange ringene fast til en strop på hovedet. Kvinderne giver tit ringene videre til deres døtre, og på den måde bliver værdierne i familien.

Det sjove er at alle de ørepiercinger vi kender i dag, f.eks. tragus piercing og helixpiercing er blevet opfundet igen i vores del af verdenen af piercere som dermed har høstet stor anerkendelse. Men i virkeligheden har de bare kopieret stammefolket som har piercet sig i mange tusinde år.

Piercinger i Sydøstasien/Australien

I Australien har aboriginere levet i mere end 40.000 år, og er den indfødte befolkning i landet. I deres kultur er tungepiercingen en del af det hellige ritual. Tungepiercingen var en måde hvorpå de troede de kunne gøre indtryk på de usynlige ånder, som aboriginere troede/tror på.

Tungepiercingen var dog ikke permanent, og det er derfor svært at fastslå præcist hvornår man begyndte med permanente tungepiercinger, dvs. en tungepiercing som blev siddende for syns skyld, og ikke kun var en del af et ritual. Man mener dog at aboriginernes tungepiercinger var nogle af de første piercinger som blev lavet.

Men tungepiercingen er ikke den eneste piercing aboriginerne brugte/bruger. f.eks. er en septum piercing meget normal for både mænd og kvinder, som en markering af at de er blevet voksne, altså et overgangsritual.

I Sydøstasien har det i mange tusinde år været almindeligt at blive midlertidigt piercet i forbindelse med religiøse fester, altså igen er der tale om piercinger som ikke bliver siddende. Hinduer får under thaipusamfesten mange forskellige midlertidige piercinger, for at ære en hinduguddom, der hedder Subramaniam. Piercingerne symboliserer hvor troende de er. De piercinger de får er for det meste anderledes end dem vi kender i vores del af verdenen, f.eks. får mændene tit stukket mange metalstave igennem huden på brystet og benet, mens andre dekorerer ansigtet med tynde metalpinde.

I nogle befolkningsgrupper i Sydøstasien opfattes det som smukt hvis man strækker øreflipperne. Dette stræk skal ikke forveksles med stretch som vi kender det. Det er stræk af ørene i længderetningen så øreflipperne bliver trukket lange. Ulu-kvinderne på Borneo, er nogle af dem der praktisere denne skik. De bærer meget tunge øreringe, som langsomt gør øret længere og længere.

Piercinger i Indien

I Indien er det meget udbredt med piercing, især guldpiercinger, som oftest bæres til fester som f.eks. bryllupper. Især næsepiercingen er meget populær og forbindes ofte med Indien. Desuden er det også udbredt at have mange piercinger i øret, så man kan bære så mange smykker som muligt.

Man mener at næsepiercingen er opstået i mellemøsten for ca. 4000 år siden, og at den kom til Indien for ca. 500 år siden. I gamle dage var næsepiercingen især udbredt blandt Indiske kongelige og aristokrater, men i dag har millioner af Indiske kvinder en næsepiercing.

De fleste Indiske kvinder får næsepiercingen i venstre næsebor. Det skulle ifølge traditionen gøre det lettere at føde. I nogle områder piercede man venstre næsebor hvis man ønskede en dreng og højre næsebor hvis man ønskede en pige.

Det er også i Indien at de forskellige modediller med kæder fra næsepiercingen til øre piercingen er gjort populært.

I det bjergrige Nordindien, bor apatanifolket, som har udviklet en usædvanlig form for piercing. Kvinderne bærer en tyk buet stav gennem næsen, hvor enderne går ud gennem næsefolden i begge sider. Piercingen er i dag ikke særlig almindelig. Den blev oprindelig udviklet for at beskytte kvinder der var så smukke at de var i fare for at blive kidnappet. Ideen bag var at den skulle gøre dem uattraktive, så der ikke var nogle der ville kidnappe dem.

Som i mange andre verdensdele er der også i Indien piercinger som kun laves for at bevise mandsmod, og derved vise hvor meget smerte en mand kan tage, f.eks. igennem tungen og kinderne.

Piercinger i Stillehavsområdet

Fra det nordlige Australien og mange kilometer ud i Stillehavet ligger der en lang række øer som kaldes Oceanien. På disse øer findes rigtig mange forskellige piercinger.

Hos naturfolket i Papua New Guinea er septum piercinger den mest udbredte piercing. Denne piercing bæres som regel kun af mænd og drenge. Som smykke bruger de oftest en ring eller tværpind, selvfølgelig udskåret på forskellige måder. Oftest stretcher mændene disse huller, det gør de i øvrigt også med deres huller i ørerne. Faktisk kan de ofte ses med en flere centimeter tyk dyre knogle som smykke i deres septumpiercing. Som tidligere nævnt stretcher de også deres ører, på samme måde som man gøre i vores del af verdenen.

Hvilke typer piercinger man har, og om de er tykke eller tynde variere fra stamme til stamme. Nogle stammefolk f.eks. Hulimændene er mere tilbøjelige til at bære smalle og meget lange smykker i deres piercinger. Danifolket bærer en buet knogle, der ligner et par stødtænder.

Men om de bruger det ene eller andet, så har piercinger oftest den samme rituelle betydning for dem som bærer dem. Om det så er for at markere et overgangsritual eller det er for syns skyld så er det oftest piercinger som især bæres under ceremonier for at vise både status og hengivenhed til guderne.

Piercinger i Syd - og Mellem – Amerika

I den store Amazon regnskov bor mange forskellige indianere. Som andre folkeslag har de også udviklet deres egne piercinger, især i læber og mund.

Kayapofolket som bor i regnskoven har – ligesom afrikanerne – øre – og læbepiercinger, der er blevet udvidet, så der kan sidde stave i dem. For dem symboliserer piercinger deres forhold til andre mennesker. f.eks. betyder en udvidet piercing i øret – en stretchet piercing – at man er bedre til at lytte og forstå, mens en læbepiercing står for evnen til at udtrykke sig ved hjælp af ord. Hvis man på disse kanter har en stor udvidet læbepiercing betyder det, at man er en meget vigtig og anset leder eller taler i landsbyen.

Unge kayapodrenge fik førhen piercet underlæben fra fødslen. Som barn bar de en snor med perler eller en tynd træpind i hullet. Når de blev omkring 12 år, fik de under en speciel ceremoni sat deres første rigtige stav i piercingen. Det markerede at de var på vej ind i deres voksne liv, en tradition som i dag næsten er forsvundet.

Mayaerne som er et indiansk folk der boede i Mexico omkring 1.500 f.kr. snakkede med ånderne ved at pierce deres tunge, og trække en snor med torne frem og tilbage igennem hullet så det gjorde ekstra ondt. På samme måde piercede de også kinder og læber.